ØKOLOGISKE GRISE
Glade økologiske grise i skoven
En økologisk gris fra Den Gode Gård i Vendsyssel bor primært i skoven, hvor grisenes naturlige habitat er. De roder dybt efter rødder, svampe, snegle og andet godt og det er tydeligt at de nyder det. De har også græsmark til rådighed, som alle vores dyr, på grund af de mange fordele muligheden for at spise friskt græs giver dyrene rent sundhedsmæssigt.
Fokus på naturlighed
Vi flytter grisene med jævne mellemrum for at få den rigtige balance mellem sund forstyrrelse af jorden og ødelæggelse. Vi ønsker ikke grise der går rundt i mudder og bar jord – de skal have noget at rode efter. Samtidig ødelægger det strukturen i jorden for meget hvis grisene opholder sig et sted for længe ad gangen. Det er sundt og foryngende for skoven med forstyrrelse, men det skal være med måde, så den balance forsøger vi at ramme – til gavn for både jord, grise og skov.