KVÆG

Til glæde og gavn

På Den Gode Gård, har vi primært kvæg på grund af deres fantastiske effekt på jorden. En kolort er en gave til menneskeheden, da den skaber liv i jorden og er mad for diverse insekter, som igen er mad for småfugle. Kvæget skal simpelthen være her. Både fordi de er dejlige, fordi de smager godt, fordi de er en gevinst rent klimamæssigt, og for deres vigtige rolle i udviklingen af en sund jordbiologi.

Vores kvæg passer rigtig godt ind i den øvrige produktion af dyr på græs. Både fordi de skaber bedre græs, men også rent praktisk er der fordele. For eksempel er kyllinger ikke så vilde med for højt græs, så her kan kvæget bruges til at bide det ned i en god højde inden kyllingerne kommer ind på et areal. Rigtig smart er det, hvis køerne afgræsser et stykke 3-4 dage før kyllingerne kommer på, for så er kolortene fulde af fluelarver, som kyllingerne elsker. Deres roden efter larver, spreder samtidig næringen fra kolorten, så der gødes mere jævnt.

Vi bruger også kvæget foran andre dyr af samme årsag. Den slags fokus på sammenhænge og på jordens trivsel, er typisk for regenerativt landbrug. Vi oplevede allerede første år med kvæg på gården, at der var mange flere småfugle og det er tydeligt, at vores ellers sandede og fattige jord, bliver bedre år for år.

Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK