Tankerne bag
REGENERATIVT LANDBRUG
Et regenerativt landbrug, er et landbrug, som genskaber, opbygger og forbedrer jordens nuværende tilstand. Det handler især om livet i jorden, som er enormt vigtigt for at planter og dyr og dermed miljø, natur og mennesker trives og fungerer optimalt. En sund, levende jord, er simpelthen fundamentet i en sund, levende verden.
Egentlig høster man bare solskin. En plante optager energi fra solen via fotosyntese og lagrer den i plantevævet og udskiller noget af den i jorden som mad til diverse mikroorganismer, som bruger energien som mad. Som tak for mad, sørger svampe, bakterier og andet for at skaffe mineraler, vand og næring til planten – ting, som er svært eller umuligt for den selv at skaffe. Denne proces gør jorden luftig, let og god til at holde på vand og næring via et øget indhold af kulstof, som nedfældes fra CO2 i atmosfæren.
Man kan kende en god, sund jord, på duften af skovbund og en krummet struktur. Det sker helt af sig selv – i en sund jord i balance. Ikke i en jord, som bliver smadret med en plov eller hvor planterne tvangsfodres med gylle eller kunstgødning og hvor der sprøjtes gift ud for at kompensere for svage planter, som ikke kan klare sig selv.
Det konventionelle landbrug (og desværre også det økologiske langt hen ad vejen) producerer ved at ødelægge strukturen og livet og derefter yde førstehjælp til de udvalgte planter ved at give nogle udvalgte næringsstoffer og noget gift, så de kan holde sig levende længe nok til at blive høstet. Det er ikke sundt for jorden og for planterne og dermed heller ikke for dyr og mennesker der spiser dem.
I et regenerativt landbrug forstyrrer vi ikke livet i jorden, men fodrer og fremmer det. Det gøres for eksempel ved hjælp af dyr på græs og ved at sørge for plantedække hele året, så fotosyntesen maksimeres og jordens mikroliv derved fodres.
Som så meget andet, er det naturligvis meget mere komplekst end hvad vi her har beskrevet. Vi har forsøgt at give en kort og forståelig introduktion til regenerativt landbrug. Er man ude efter mere viden, er der masser at hente i både bøger og på YouTube og ellers på nettet.
En anden gård i Nordjylland, som arbejder efter de regenerative principper er Løvegården i Suldrup – se mere her